Mød de populære romance-forfattere L. Sherman og Ella Andrup til en romantisk eftermiddag på Brønderslev Bibliotek

Foto: Brønderslev Bibliotek.
dato

Kærligheden blomstrer på Brønderslev Bibliotek! Den 7. december kan du glæde dig til at møde to af Danmarks mest erfarne romance-forfattere, L. Sherman og Ella Andrup, når de gæster biblioteket til en eftermiddag fyldt med hjertevarme.

Romance- og feel good-bøger er en af de absolut mest populære genrer i litteraturen lige nu. Biblioteker, bogmesser og medier har alle øjnene rettet mod genren, og mon ikke også bøgerne står på mange ønskelister op til jul? L. Sherman og Ella Andrup er eksperter i at skrive de populære romance-bøger, og snart giver de et indblik i deres romantiske romaner, som hver dag bliver læst landet over.

Begge forfattere har deres rødder i Nordjylland, og L. Sherman, hvis fødenavn er Ulrika L. Bjerregaard, er aktuel med sin nye bog 9000 Chancer, som netop foregår i det aalborgensiske undergrundsmiljø. Ella Andrup er bosat i Hirtshals og går her under sit fulde navn Rikke Ella Andrup. Hendes nyeste roman Lykkelig i gårdhaven udspiller sig i Hjørring og er den første i en serie om kærlighed og fællesskab.

”Det bliver simpelthen en eftermiddag med fuld smæk på kærligheden,” fortæller udviklingskonsulent hos Brønderslev Bibliotek, Louise Krogsgård. ”Det er helt fantastisk, at vi får besøg af to exceptionelt dygtige forfattere, som har fået læsere over hele landet til at forelske sig i deres historier.”

I løbet af eftermiddagen får du indblik i, hvorfor romance-genren får vores hjerter til at slå lidt hurtigere, og hvorfor genren lige nu oplever så stor popularitet. Naturligvis vil de garvede forfattere også give indblik i deres omfattende forfatterskaber og fortælle, hvordan de hver især kom i gang med at skrive.

Arrangementet foregår på Brønderslev Bibliotek den 7. december kl. 16.00-17.30. Det er gratis at deltage, og du kan reservere din billet på www.bronderslevbib.dk eller på biblioteket.

Kilde: Brønderslev Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.