Brønderslev Kommune satser på bæredygtig vækst og flere helårsoplevelser i ambitiøs turismeplan for Jyllands østkyst

Foto: Brønderslev kommune.
dato

Brønderslev Kommune samarbejder om ambitiøs udviklingsplan, der skal styrke turismen langs Jyllands østkyst med fokus på lokale ressourcer og bæredygtig vækst frem mod 2030.

Turismen langs Jyllands østkyst skal styrkes med afsæt i lokale styrker, områdets unikke natur og kultur samt de mennesker, der bor og arbejder her. Det er visionen i Udviklingsplan Jyllands Østkyst, som samler 23 kommuner – herunder Brønderslev – og seks destinationsselskaber i et fælles projekt for turismeudvikling frem til 2030.

Udviklingsplanen sigter blandt andet efter at skabe flere overnatninger, øget turismeomsætning og mere aktivitet væk fra højsæsonen. Samtidig understreges det, at udviklingen skal ske i balance med de lokale natur- og kulturværdier.

Planen tager udgangspunkt i at turisme ikke kun er for gæster udefra, men også skal bidrage til levende bymiljøer, lokale arbejdspladser og attraktive lokalsamfund. Derfor vil både bymidter, havnemiljøer, naturadgang, kulturtilbud, mobilitet og klimatilpasning blive inddraget i det fremtidige arbejde med turismeudvikling.

Et øget samarbejde mellem attraktioner, natur, kultur, overnatningssteder og rekreative tilbud på tværs af kommuner skal sikre stærkere destinationer og flere helårsoplevelser for både borgere og besøgende.

Jyllands østkyst har et bredt register af oplevelser - fra kystnatur og gastronomi til byliv og events i international klasse. Udviklingsplanen baserer sig derfor på lokale potentialer, og kommunerne får mulighed for at drive konkrete projekter, der matcher deres egne områder. Der er allerede igangsat flere lokale udviklingsplaner, hvor samarbejdet mellem kommuner, virksomheder, foreninger og borgere er centralt.

En vigtig målsætning for udviklingsplanen er at skabe øget aktivitet uden for sommermånederne, blandt andet gennem stærkere events, bedre oplevelsesforbindelser og flere overnatningsmuligheder af høj kvalitet. Udviklingen skal samtidig ske bæredygtigt og med respekt for lokalområdet, så turismen bidrager til både økonomisk vækst, arbejdspladser og livskvalitet.

I dag har Jyllands østkyst et årligt turismeforbrug på 38,9 mia. kr., cirka 15,7 mio. kommercielle overnatninger og næsten 38.000 turismerelaterede årsværk. Området står for omkring en fjerdedel af Danmarks samlede turismeforbrug og overnatningstal.

Mod 2030 er der vækstpotentiale for henholdsvis 2,1 mia. kr. i øget omsætning og 621.000 flere overnatninger i nord, 3,2 mia. kr. og 746.239 flere overnatninger i midten, samt 3,4 mia. kr. og 1.160.700 flere overnatninger i sydlige dele af østkysten.

Udviklingsplan Jyllands Østkyst er udarbejdet i samarbejde mellem seks destinationsselskaber og 23 kommuner, herunder Brønderslev, i partnerskab med Dansk Kyst- og Naturturisme og foreningen Realdania. Planen favner en fælles strategi og tre regionale udviklingsplaner. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Læs mere på EnjoyNordjylland.dk

https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder/faelles-udviklingsplan-skal-styrke-turismen-langs-jyllands-oestkyst

Kilde: Brønderslev Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.